Besat af Christina Bonde

Titel: Besat
Forfatter: Christina Bonde
Serie: Nattens Sanger #1
Udgivelsesdato: 7. April 2014
Forlag: Mellemgaard
Sider: 315
Sprog: Dansk

For 23-årige Victoria Rose er livet en kamp mod de følelser, der afholder hende fra at leve det. Hendes tilværelse er præget af eftervirkningerne fra et overfald, der har spoleret hendes selvværd og frarøvet hende troen på kærligheden – indtil den dag hun møder Lucas.

I et skæbnesvangert opgør med fortiden forandrer Lucas ikke bare Victorias liv, men hele hendes virkelighed. Hun befinder sig pludselig i en verden af vampyrer og havner i en stridighed, der er ved at koste hende livet.

Undsætningen viser sig at komme fra en ældgammel fatalistisk overbevisning, der vil give Victoria en central plads i vampyrernes verden, men samtidig kræver valg, der mentalt er ved at flå hende i to halvdele.

Hvilken løsning skal vælges, når kærligheden splitter mod hver sin verden, og når skæbnen synes umulig? Kan hjertet forenes i den bestialske sandhed, og hvor langt tør Victoria gå for at efterstræbe lykken?

Besat er den første roman i vampyrserien Nattens Sanger.

I Besat starter vi ud med at møde Victoria, en helt almindelig pige først i 20’erne, med et helt almindeligt job som sygeplejerske, helt almindelige venner og familie. Hun lever et stille og roligt liv indtil Lucas brager ind i hendes liv og de forelsker sig meget hurtigt stormfuldt.

Handlingen starter lidt hurtigt ud og inden der er gået særlig længe er Victoria håbløst forelsket. Ikke noget med at trække det i langdrag på det punkt – og det er også helt fint, for som bogen skrider frem sker der ting og sager der tager opmærksomheden lidt væk fra dette.

Jeg bliver nok aldrig 100% træt af vampyrromaner, men især ikke hvis der bliver udgivet flere som Besat. Den er super velskrevet og man bliver grebet af bogens stemning og ikke mindst unikke handling fra start. Til startvar der dog enkelte ting man kan genkende fra andre bøger i genren, men langt hen af vejen er Besat meget original med sine egne spændende twists. Det hele drejer sig nemlig om skæbner og er virkelig noget man bliver grebet af og bare vil vide mere om med det samme.

Jeg er vild med at hovedperson er i 20’erne – det gør at flere kan være med, når det ikke handler om en usikker teenager i High School. Det gør naturligvis at vi ‘unge voksne’ bedre kan relatere. Dog kan Besat sagtens læses og nydes af unge fra 15 år og opefter.

Christina Bonde er en dansk forfatter sim med Besat har skrevet en meget spændende start på en tilsyneladende rigtig god serie og jeg ser meget frem til at læses mere om Victorias skæbne i ja – Skæbne!

Nattens Sanger #1: Besat
Nattens Sanger #2: Skæbne
Nattens Sanger #3: Følelse

Arven af Rachel Ward

Titel: Arven
Originaltitel: The Chaos
Forfatter: Rachel Ward
Serie: Døden i dine øjne #2
Udgivelsesdato: 15. Juni 2012
Forlag: Politikens Forlag
Sider: 384
Sprog: Dansk

Lige som sin mor må Adam leve med en skræmmende evne. Når han ser et andet menneske i øjnene, ser han samtidig datoen, hvor personen vil dø. Og ikke bare ser han dødsdatoen. Han føler samtidig den smerte, den døende skal igennem. 

Lige nu står Adam i London og ser til sin rædsel, at alle intetanende går omkring med de samme tal i øjnene. Alle vil dø lige efter nytårsaften, og døden vil blive voldsom. 

Samtidig møder han den mystiske Sarah, som i sine alt for levende mareridt har set, at Adam vil slå hendes lille datter ihjel. 

Det store kaos venter forude. Men hvad er det? Og kan Adam forhindre katastrofen? Og hvad er hans eget nummer?

Jeg er imponeret over Rachel Wards evne til at skrive så fængende og detaljeret uden af det bliver langtrukken. Ydermere er hendes måde at skrive en anderledes historie end så mange andre ungdomsbøger, og hendes opfindsomhed forbløffende. Jeg elsker at hun gør hovedpersonerne så ægte og levende og at de er af lav klasse. Det gør tilmed det hele lidt mere socialrealistisk. Rachel Ward er uden tvivl en forfatter jeg glæder mig til at læse mere af – ikke mindst fortsættelsen til Arven!

Læs denne serie hvis du vil have ægte, barske og anderledes historier.

Urværksenglen af Cassandra Clare

Titel: Urværksenglen
Originaltitel: Clockwork Angel
Forfatter: Cassandra Clare
Serie: Djævelse Mekanismer #1
Udgivelsesdato: 1. April 2011
Forlag: Borgen
Sider: 409
Sprog: Dansk

Magi kan være farlig, men kærlighed kan være endnu farligere.

16-årige Tessa bliver bortført af de mystiske Mørkesøstre – medlemmer af den hemmelige Pandemonium Club. Her går det op for hende, at hun har en sjælden evne: hun kan transformere sig selv til et andet menneske. Og lederen af klubben – den mystiske Magister – vil for enhver pris have fingre i hende for at udnytte denne evne. Ensom og bange søger Tessa tilflugt hos de hjælpsomme Skyggejægere, men snart bliver hun rodet ind i en grufuld konflikt.

Cassandra Clare er forfatteren til Dødens Instrumenter. Spin-off serien Djævelske Mekanismer, foregår selvsagt i samme univers bare med nye hovedpersoner. Faktisk dukker der velkendte ansigter op fra forrige serie, og det synes jeg giver en ret god dynamik og sød sammenhæng. Jeg kan forestille mig, at hardcore fans er vilde med idéen.

Urværksenglen foregår i 1800-tallet og vores hovedpersonen er 16-årige Tessa. Hun bliver kidnappet af to hekse og bragt i fangenskab, hvor hun lærer sin evne at kende – at kunne forvandle sig til hvilken som helst anden person eller levende væsen. En dag bliver hun befriet af skyggejægeren Will og snart efter flytter hun ind på instituttet hos de andre skyggejægere. De vil nu hjælpe Tessa med at finde hendes forsvundne bror, Nathaniel. Ikke mindst også for at opklare nogen mystiske omstændigheder omkring hans forsvinden.

At Clare har valgt at historien skal foregå i 1800-tallet fandt jeg i starten ret interessant – for jeg elsker at læse og lærer om forsvundne tider. Dog skal man ikke forvente at lære noget. Urværksenglen omhandler udelukkende om personerne og de paranormale forhindringer de må igennem. Desværre fanger den ikke nær så meget som Dødens Instrumenter – hvilket er super ærgerligt, da jeg kun synes den bliver bedre og bedre. Det er mildt sagt lidt kedeligt nærmest at skulle ‘genlæse’ en serie, bare med nye personligheder. I modsætning til førstnævnte, skiftes der ikke nær så meget imellem hovedpersoner i denne bog. Variationen i lige netop dét, holder jeg ellers meget af.

Jeg tvivler på at jeg vil læse fortsættelsen, men anbefaler at man kaster sig ud i Urværksenglen hvis man er meget glad for hendes andre skriverier og vil have mere af det betagende univers der indeholder både vaulve, vampyrer, hekse, feer og meget andet.

Djævelske Mekanismer #1: Clockwork Angel
Djævelske Mekanismer #2: Clockwork Prince DK: Urværksprinsen udkommer 15. Juni 2012
Djævelske Mekanismer #3: Clockwork Princess udkommer Marts 2013 DK: Urværksprinsessen udkommer ???

Drømmeland af Alyson Noel

Titel: Drømmeland
Originaltitel: Dreamland
Forfatter: Alyson Noel
Serie: Riley Bloom #3
Udgivelsesdato: 8. Marts 2012
Forlag: Alvilda
Sider: 186
Sprog: Dansk

Selvom Riley Bloom elsker sit arbejde som Sjælefanger, føler hun sig alligevel tit ensom i Her og Nu. Så for at komme i kontakt med sin storesøster, Ever, opsøger Riley den mystiske instruktør Balthazar. Han lærer hende alt om, hvordan man kan kommunikere med de levende ved at hoppe ind i deres drømme.

Men det er ikke nok for Riley, og hun beslutter sig for at finde Balthazars gamle, forladte filmstudie. Her vil hun “drømmevæve” en helt særlig drøm til Ever.

Der er bare to problemer: Drømmevævning er ikke helt ufarligt og blev forbudt for mange, mange år siden. Og Riley er ikke ligefrem alene i filmstudiet. “Drømmeland” er tredje bind i serien om Riley Bloom, der er lillesøster til Ever fra “De udødelige”.

Drømmeland er tredje bog i spin-off serien til serien De Udødelige, hvor vi mødte Ever. Riley er hendes døde lillesøster, og det er hende, som vi får glæden af, at følge i denne bog.

En af de fiktive personer der er min absolut yndlings at følges ad med på eventyr i bøgernes verden, er Riley Bloom. Hun er altid sprudlende glad, sød og lidt naiv. Ikke desto mindre har hun en personlighed og et gåpåmod, som ikke glemmes lige med det samme.

I Drømmeland begiver Riley sig ud på dybt vand endnu engang og ignorere enhver advarsel hun får omkring hvor hun må begive sig hen i Her. Derfor tager hun sig i sin ferie – uden Bodhi – en tur til Drømmeland for at komme i kontakt med storesøsteren Ever. Men før dette kan lade sig gøre, skal hun igennem en masse optagelser – for det er ingen leg og kræver stor koncentration.

Drømmeland og Riley Bloom serien i det hele taget giver sig ud for at være en let og sjov serie – og det er den skam også – men den indeholder oven i hatten nogle rigtig gode budskaber. I denne bog lærer Riley, blandt mange andre ting, at sætte pris på det hun har/har haft. Det gør serien til sin helt egen og giver den speciel charme, som jeg er begyndt at holde meget af.

Riley Bloom #1: Radiance DK: Sjælefanger (Anmeldelse)
Riley Bloom
#2: Shimmer DK: Forhekset (Anmeldelse)
Riley Bloom #3: Dreamland
Riley Bloom #4: Whisper DK: Udkommer i efteråret 2012

Reckless af Cornelia Funke

Titel: Reckless
Originaltitel: Reckless
Forfatter: Cornelia Funke
Serie: Reckless #1
Udgivelsesdato: 11. April 2011
Forlag: Politikens Forlag
Sider: 350
Sprog: Dansk

Jakob har en hemmelighed. På hans forsvundne fars kontor hænger et spejl, der er indgang til en anden verden. I årevis er han flygtet ind i denne verden, hvor hekse, trolde og feer strejfer rundt i skovene, lokket af skatte og farlige missioner.  En dag følger hans bror Will efter og bliver ramt af en forbandelse. En forbandelse, der langsomt forvandler ham til sten. Jakob kæmper mod tiden for at redde sin bror. Men denne mission er også en kamp mod goyl-kongen og hans mørke stenvæsener. Bogen er den første i en planlagt trilogi. 

Cornelia Funke er forfatteren bag Blækhjerte-trilogien som er blevet utrolig populær og filmatiseret. Blækhjerte er en hyggelig og spændende bog for både børn og voksne, som jeg nød meget at læse. Af den grund havde jeg set frem til, at læse denne første bog i hendes nye trilogi, Reckless.

Efter første kapitel var jeg solgt. Jacob er på det tidspunkt 12 år gammel og hans far er sporløst forsvundet. Hans mor er naturligvis sønderknust og giver ikke sine to drenge megen opmærksomhed. Jacob går en dag ind på hans fars gamle arbejdsværelse, hvor mystiske ting ligger gemt. Da han en dag løser en mindre gåde, forsvinder han ind bag spejlet og ind i en mørk og dyster verden fyldt med magi og mærkværdige væsner og hvor eventyr ligger gemt. Eventyr som Tornerose og Hans og Grethe dukker op undervejs og det fungere ret godt sammensat med det univers historien foregår i.

“Ingen vidste, præcist hvem eller hvad han var. Historierne om Skrædderen var næsten lige så gamle som Den Sorte Skov. Kun én ting vidste enhver: Han havde fået sit navn, fordi han syede tøj af menneskers hud. Snip-snap, klip-klap.” – Reckless, side 64

12 år senere har Jacob som en fast del af sit liv været på besøg inde i eventyret bag spejlet. Han har taget sin bror Will med og en dag er det gået galt. Will er blevet revet af goylerne og er nu ved at forvandle sig til et væsen af sten – rettere sagt jade sten. Wills kæreste Clara og ræven der kan forvandle sig til menneske, Fox, tager med dem. Snart går jagten ind på en modgift og det tager dem med på farlige udflugter. Alt imens stenen i Will forvandler ham mere og mere til en fremmed som dagene går.

“Alt for meget smerte. Alt for megen kærlighed. Han ville ikke længere kendes ved noget af det. Nu gjaldt det stenen, kølig og fast. Så helt anderledes end al blødheden og føjeligheden, den overvældende sårbarhed og det tårevædede kød.
Will vendte ryggen til hende. “Gå,” sagde han. “Så gå dog.”
Og han gav sig igen til at lytte til stenen. Lod den male billeder. Og forvandle alt det bløde i ham til sten.” – Reckless, side 115

Ved start af hvert kapitel er der en lille fin tegning af en del af handlingen. Det gør det lettere at komme igennem bogen, og man sidder og glæder sig lidt til at komme til næste kapitel og næste flotte tegning. De små tegninger gør historien og universet lettere at forestille sig.

Der er et eller andet ved Funke’s måde at skrive og skabe historier på der ætser sig fast i min hukommelse og i mit sind. På trods af de kedelige passager er jeg hooked på at læse fortsættelsen til Reckless. Universet er rigtig godt skruet sammen og jeg glæder mig til at se, hvad der mere gemmer sig i det.

Reckless #1: Reckless DK: Denne anmeldelse
Reckless #2: Restless har endnu ingen officielt udgivelsesdato. DK: Ikke planlagt til udgivelse.
Reckless #3: Endnu ikke planlagt til udgivelse DK: Endnu ikke planlagt til udgivelse

Ekko fra de døde af Kimberly Derting

Titel: Body Finder – Ekko fra de døde
Originaltitel: Body Finder
Forfatter: Kimberly Derting
Serie: Body Finder #1
Udgivelsesdato: 9. September 2011
Forlag: Politikens Forlag
Sider: 336
Sprog: Dansk

Violet er ikke en helt almindelig 16-årig pige, hun har en særlig evne til at fornemme hvor de døde ligger skjult. Hun kan hører deres ekko.

Kun Violets forældre og hendes barndomsven, Jay, kender hendes hemmelighed. Det er længe siden hun har brugt sine særlige evner, men pludselig slår en morder til, og Violet inddrages ufrivilligt i opklaringsarbejdet. Violet får hjælp fra Jay, som hen over sommeren har forvandlet sig fra en dreng til en smuk ung mand, og Violet må gradvist erkende, at hun er ved at falde for ham. Selvom hun prøver, bliver det sværere og sværere for hende at undertrykke de stærke følelser hun har for ham. Samtidig bliver Violet involveret i eftersøgningen af morderen, og er pludselig tæt på at blive hans næste offer.

Ekko fra de døde med den flotte forside og dragende bagtekst fangede min opmærksomhed med det samme. Der var bare dét, at bogen skuffede en smule med dens indhold.

Det er super spændende med krimikonceptet. Violet gør en god gerning ved at hjælpe med at opklare mord. Jeg fandt det desværre bare lidt for meget en ungdomsbog med utroværdig forelskelse. Dét at Violet har den specielle evne hvor hun kan fornemme de døde er utrolig interessant og er en ting jeg gerne vil hører mere om i  de fremtidige bøger.

Bogen er fyldt med spænding og hovedpersonen Violet vil mange unge nok kunne relatere til. Hun er en ganske normal teenager, men hun er modig og tager det meste i stiv arm, på trods af, at hun kommer ud for lidt af hvert grundet hendes specielle evne.

Indimellem siderne er der små kapitler, hvor man følger morderen og hører hans tanker. Hvorfor han myrder de unge piger og hvorfor han har lyst til det. Det synes jeg er det bedste og mest skræmmende ved bogen.

Jeg vil så gerne kunne lide Ekko fra de døde bedre end jeg gør, men desværre er der passager som er utrolig kedelige at komme igennem, og hvor siderne bliver lidt tunge. Alt andet end Violets evne ved bogen er standard når man ser på ungdomslitteratur. Folk der kunne lide My soul to take af Rachel Vincent, vil højst sansynligt elske denne bog.

Body Finder #1: Body Finder DK: Denne anmeldelse
Body Finder #2: Desires of the Dead DK: Ekkoets forbandelse
Body Finder #3: The Last Echo udkommer den 17. April 2012 DK: Endnu ikke planlagt til udgivelse
Body Finder #4: Endnu ingen titel udkommer 2013 DK: Endnu ikke planlagt til udgivelse

Vampyrkongen af J. R. Ward

Titel: Vampyrkongen
Originaltitel: Dark Lover
Forfatter: J. R. Ward
Serie: Black Dagger Brotherhood #1
Udgivelsesdato: 15. November 2011
Forlag: Tellerup
Sider: 606
Sprog: Dansk

I ly af mørket ulmer en ældgammel krig mellem vampyrer og deres fjender.
Kun én gruppe kan redde vampyrarten: Black Dagger Broderskabet.
For Broderskabets leder, Wrath, handler krigen ikke kun om at dræbe artens fjender, men også om at hævne den grufulde skæbne der overgik hans forældre for flere hundrede år siden.

Da Wraths bror bliver brutalt myrdet, må Wrath tage ansvaret for hans efterladte datter: en smuk menneskekvinde, der er uvidendeom den verden hun snart skal blive en del af …

I september 2011 startede jeg med at læse Dark Lover. Den sagde mig ikke så meget, og blev hurtigt lagt til en pause på hylden igen. Da oversættelsen udkom, overvejede jeg at give bogen endnu en chance. Det er jeg glad for nu, for Vampyrkongen viste sig, at være ret god.

Bogen er meget kliché, men med et twist af noget originalt. Op til flere gange minder bogen lidt om Sookie Stackhouse serien. De minder om hinanden på den måde, at Sookie og Beth begge er ensomme unge kvinder i 20’erne, med et halvkedeligt job og ikke meget action i kærlighedslivet og hverdagen generelt. Begge møder en mørk og mystisk (vampyr) mand, som de bliver stormende forelsket og lyn hurtigt har sex med – og masser af det for den sags skyld.

I Vampyrkongen begynder en række mord og hændelser, som sætter mere gang i handlingen. Jeg må indrømme, at det først var i anden halvdel af bogen, jeg først blev rigtig fanget af plottet – da Beth udvikler sig og forandre sig til den hun er født til at blive. Black Dagger broderskabet er en genial idé, og jeg glæder mig til at følge flere af brødrene i de næste bøger. 2’eren skulle efter sigende handle om Rhage og en ung dame ved navn Mary Luce. Det kan kun blive spændende – hit med den!

Vampyrkongen er ikke for sarte sjæle. Den er derimod for dem, der ønsker masser af action, blod, ægte mandfolk og sex. Sagt med andre ord, er bogen tilegnet læsere der ikke er til sukkersøde vampyr romaner eller bare vil prøve noget nyt inden for genren. Dette er en rå og meget underholdende bog.

Existence af Abbi Glines

Dette er en e-bog som kan købes som Kindle Edition på Amazon ved at Klikke her

Titel: Existence
Forfatter: Abbi Glines
Serie: Existence Trilogi #1
Udgivelsesdato: 12. December 2011
Forlag: Wild Child Publishing

Sider: Kindle e-bog
Sprog: Engelsk

Hvad sker der, når du bliver forfulgt af Døden? Du bliver forelsket i ham, selvfølgelig.

Pagan Moore snyder ikke døden, men i stedet forelsker hun sig i ham.

Sytten år gammel har Pagan Moore set sjæle hele hendes liv. Da hun indså at de fremmede som hun ofte så gå gennem vægge, ikke var synlige for andre, begyndte hun at ignorere dem. Hvis hun ikke lod dem vide, at hun kunne se dem, så efterlod de hende alene. Indtil hun trådte ud af sin bil den første dag i skolen og så en utrolig sexet fyr hænge ud ved et picnic bord og så på hende med et smørret grin på hans ansigt. Problemet er, at hun ved, han er død.

Ikke nok med at han ikke går væk, da hun ignorerer han, gør han noget ingen af de andre sjæle nogensinde har gjort. Han taler. Pagan er fascineret af sjælen. Hvad hun ikke ved er, at hendes udnævnte tid til at dø nærmer sig, og den helt vanvittigt smukke sjæl hun er forelsket i, ikke helt er en sjæl alligevel.

Han er død og han er ved at bryde alle regler.

Okay, jeg indrømmer gerne at coveret fik mig til at købe den smådyre e-bog på Amazon. Danks isblå øjne dragede med mig det samme og bagsideteksten ligeså. Men ikke nok med det flotte og interessante cover, er bogen også helt igennem fantastisk.

Pagan er en ung pige der går i high school og møder en flot fyr med overnaturlige evner. Ikke videre noget man ikke har hørt tusind gange før, men noget ved Pagans historie fanger fra første side. Den er ikke som alle de andre. Romantikken og Pagan virker på en eller anden måde mere troværdig.

Hele Pagans liv har hun set sjæle, men de har aldrig kunne tale til hende. Da hun så møder Dank, der faktisk KAN tale til hende bliver hun nysgerrig og føler sig mere og mere draget mod ham. At han er der for, at tage hendes liv, ved hun naturligvis ikke. Men noget går galt og Pagan længtes mere og mere efter svar på sine mange spørgsmål. Men pludselig er den mystiske Dank ikke så let at få fat i længere…

Dank er en rigtig badass. Hvis du er en af dem der får bløde knæ af at tænke på Patch fra Hush, Hush, så har de to mange ligheder. Derudover spiller han guitar – og det sætter jo ikke ligefrem tingene i et dårligere lys, vel?

Jeg har i det hele taget svært ved, at finde de helt rigtige ord for denne bog. Jeg nød bare virkelig meget at læse mig igennem den og følge Pagan. Interessant, fængende og mystisk bog, som du bare vil have mere af med det samme.

Den sidste sætning gav mig gåsehud og lover samtidig en fortsættelse. Jeg kan ikke vente!

Og, nå ja – så har Existence trilogien fået sig en Facebook side og du kan tilmed læse lidt af Existence skrevet fra Danks synspunkt her.

Existence #2: Predestined
Existence #2,5: Leif
Existence #3: Ceaseless udkommer 18. September 2012

For evigt af Alyson Noël

Titel: For evigt
Originaltitel: Everlasting
Forfatter: Alyson Noël
Serie: De Udødelige #6
Udgivelsesdato: 6. Oktober 2011
Forlag: Alvilda
Sider: 357
Sprog: Dansk

Tiden er inde. Ever og hendes elskede gennem adskillige liv, Damen, har kæmpet mod skinsyge venner, bitre rivaler og hævngerrige dødsfjender – kun holdt oppe af et spinkelt håb om, at de en skønne dag kan få lov at være sammen. Nu nærmer dagen sig, hvor deres fremtid afgøres …

Kampen for kærligheden fører dem ind i den mørkeste afkrog af Sommerland. Her afsløres hemmeligheden bag deres forhold, og de finder endelig ud af, hvorfor skæbnen evig og altid forråder dem. Og nu da alle mysterier er opklaret, står kun ét spørgsmål tilbage: Vil de blive forenet i kærlighed … eller vil de blive flået fra hinanden for tid og evighed?

“For evigt” er sjette og sidste bind i Alyson Noëls internationale bestsellerserie om evigt liv, om at miste sine kære, og om hvordan man ville forholde sig til sin omverden, hvis man blev påtvunget usædvanlige evner.

Mange har ventet i spænding på den endelige afslutning på denne serie. Inklusive mig. Efter fem bind med Evers konstante fejltagelser længdes man efterhånden efter svar og en ende på det hele.

For evigt er ret anderledes fra de andre bøger i serien, da den foregår det meste af tiden i Sommerland, hvor Ever skal ud på en rejse for, at finde svar på hendes liv og hvordan hun kommer videre fra det sted hun står i livet. Damen og hende mangler stadig modgiften, før de kan være rigtigt sammen og da de endelig har muligheden for at blive forenet for alvor, skal Ever selvfølgelig ødelægge det lidt igen ved at foretage yderligere en rejse til et helt specielt træ, der vil ændre alt, for evigt. Vi får mange gamle ansigter at se igen og man føler, at man får sagt ordentlig ‘farvel’ til dem alle. Det er rigtig positivt, for samtidig bliver alle om muligt alle ophobede spørgsmål besvaret.

Jeg må indrømme, at jeg er en smule lettet over at jeg er færdig med De Udødelige. De første to bøger var magiske og virkelig fængende, men derefter gik det desværre ned af bakke, lidt op igen med Natstjerne, der bød på mindre indviklede konflikter, og med dette endelige bind får vi svaret på alle vores spørgsmål og en på mange måder tilfredsstillende slutning. Ja, det er som at stå af en rutsjebane med mange sug i maven og kedelige sving frem og tilbage. På trods af, at serien har sine fejl og mangler, er det alligevel en serie, der har sat sig fast i mig og jeg vil klart anbefale unge at læse den.

Forhekset af Alyson Noël

Titel: Forhekset
Originaltitel: Shimmer
Forfatter: Alyson Noël
Serie: Riley Bloom #2
Udgivelsesdato: 8. September 2011
Forlag: Alvilda
Sider: 168
Sprog: Dansk

12-årige Riley Bloom nyder en himmelsk ferie sammen med sin mentor, Bodhi, efter at hun har klaret sin første opgave som Sjælefanger. Men da hun møder en aggressiv, sort hund, der aldrig har krydset broen til efterlivet, beslutter hun sig for at hjælpe den.

Det skulle hun aldrig have gjort. For selv om hunden er ondskabsfuld, er det intet i sammenligning med dens ejer, spøgelset Rebekka. Siden Rebekka blev myrdet for flere hundrede år siden, har hun kun foretaget sig én ting: hævnet sig på alle, der er kommet hende for nær. Og snart har hun fanget både Riley og Bodhi i en forhekset verden af smertefulde minder …

“Forhekset” er andet bind i serien om Riley Bloom, der er lillesøster til Ever fra “De udødelige”.

Charmerende Riley Bloom er som sædvanlig en glæde at følge i sig selv. Hun er sjov, fræk og går sine helt egne veje. Det er med andre ord meget let at holde af hende. Bodhi og Buttercup er med på sidelinjen når hun begiver sig ud på eventyr. Hendes ‘job’ i Her og Nu er, at være sjælefanger, men i denne bog har hun ferie. Det sætter dog ikke en stopper for handlingen, da hun hurtigt kommer på afveje. Riley kommer i løbet af kort tid til, at opleve forskellige afdøde sjæles mest forfærdelige minder, efter en ond sjæl, Rebekka har forhekset dem alle i sin boble af smerte, hvor det er umuligt at komme ud fra og hvor, man må genleve sine allerværste minder.

Handlingen i denne bog er meget bedre end i Sjælefanger. Bogen fortryller nærmest læseren og jeg må indrømme, at jeg var godt underholdt fra første til den sidste side. Derudover rummer den nogle små budskaber – blandt andet, at man skal huske, man har sin egen fri vilje og at tilgive tilmed kan give frihed og ro i sjælen.

Alyson Noël har gjort et godt stykke arbejde med denne bog, som slutter af med noget af en cliffhanger. Jeg ser frem til at læse Drømmeland til foråret for at se hvad der sker med mine nye venner, Riley og Bodhi.

Riley Bloom #1: Radiance  DK: Sjælefanger (Anmeldelse)
Riley Bloom #2: Shimmer
Riley Bloom #3: Dreamland DK: Drømmeland (Anmeldelse)
Riley Bloom #4: Whisper DK: Udkommer i efteråret 2012