Chatsøstre af Nicole Boyle Rødtnes

Titel: Chatsøstre
Forfatter: Nicole Boyle Rødtnes
Serie: Wicca-veninder #1
Udgivelsesdato: 21. August 2012
Forlag: Facet
Sider: 175
Sprog: Dansk

“Det er, som om du er vred på mig,” siger Frederikke.
“Nej, det er ikke det. Det .” Jeg går i stå. Der ligger en øjenvippe på hendes kind. Så må hun ønske. Jeg ved præcis, hvad jeg ville ønske, men man kan ikke stjæle andres ønsker.
“Hvad er det?” spørger hun forsigtigt, og jeg kommer til at tænke på alle de gange, vi har chattet. Du kan fortælle mig alting, Mathilde, det er det, det betyder at være chatsøstre, vi kan fortælle hinanden alt. Vi har ingen hemmeligheder. Og det havde vi heller ikke dengang, men nu .  

Mathilde og Frederikke har chattet sammen i tre år, og nu skal Frederikke starte på Mathildes skole. Alt ser ud til at blive helt perfekt, indtil Mathildes ærkefjende Pil blander sig.

“Chatsøstre” er 1. bind i serien Wicca-veninder.

Nogen kender måske Nicole Boyle Rødtnes for at være forfatteren til blandt andre Bitchen imellem os og Skeletter i skabet.

Chatsøstre er en sød og hyggelig bog til piger fra 10 år og op efter. Den omhandler noget befriende nyt i denne genre; wicca hekse. Jeg synes personligt godt at bogen kunne handle en lille smule mere om Wicca heksenes historie. Det meste af bogen er nemlig fyldt ud med veninde konflikter og det meste af handlingen foregår i skole, hvor de laver projekt, eller hjemme hos veninder. Yngre piger, som er målgruppen, vil naturligvis sikkert finde det en del mere spændende at læse om, end jeg. Chatsøstre er første bog i serien, så der er selvfølgelig mulighed for at vi hører mere til Wicca i de kommende bøger om Mathilde og hendes wicca veninde Frederikke.

Alt i alt er Chatsøstre en ganske udmærket og god bog til hyggelig læsning.

Den druknede soldat af Ida-Marie Rendtorff

Titel: Den druknede soldat
Forfatter: Ida-Marie Rendtorff
Serie: Kloden under vand #1
Udgivelsesdato: 23. Marts 2012
Forlag: Gyldendal
Sider: 208
Sprog: Dansk

Første bind i en ny stor trilogi. Det meste af Jorden er oversvømmet. Kun højtliggende landområder stikker op af havet som øer. I øriget Montanien hersker bjergfolket, og med pigtråd, høje mure og skarpladte våben holder de søfolket ude. Lara og hendes ven Jarii bor på en kunstig flydeø. De er blandt de ældste i en flok dykkerbørn, som under slavelignende forhold arbejder for dykkerbossen “Tudsen”. Han sender børnene ned i de oversvømmede byer efter ting, som kan sælges på markedet i bjergfolkets skarpt bevogtede hovedstad Tenaffa. Under et dykkertogt støder Lara og Jarii på liget af en druknet soldat. I hans taske finder de en logbog med oplysninger, der kan blive altafgørende for søfolkets kamp – og ikke mindst for Laras familie.
.

Ida-Marie Rendtorff er blandt andet forfatteren bag Dalia Dragehvisker. En populær fantasy serie for børn. I Kloden under vand har hun taget fat i den dystopiske genre – en genre der så småt vokser sig større og større og som nu også er aktuel for det yngre publikum.

Den druknede soldat omhandler 14-årige Lara der bor på en flydeø i en verden der er oversvømmet, bortset fra få steder hvor jord eller bygninger er høje nok til, at stikke op over de store vandmængder. Her lever hun sammen med andre dykkerbørn, der hver dag har til job at svømme ned til den oversvømmede by og finde ting og sager af værdi, som skal sælges videre. Børnenes hverdag er hård, uden meget mad og fornøjelse. Lara og de andre lever et barsk liv, men da Lara og den nye dreng, 15-årige Jarii, finder en gammel logbog, begynder nye – men bestemt ikke lette – eventyr for de to.

Bogens målgruppe er børn og unge, men den kan sagtens nydes af ældre læsere, da den er skrevet i et sprog der langt fra er barnligt. Jeg faldt helt i staver og kunne slet ikke stoppe med at fortsætte læsningen. Både på grund af, at Den druknede soldat er en glimrende skrevet, men mest af alt på grund af at det forbløffende spændende plot der er fyldt med action, livagtige personer og små mysterier. Handlingen og ikke mindst den skræmmende fremtidsverden er meget original, og jeg glæder mig som et lille barn på den næste bog i serien. Især med sådan en slutning. Den druknede soldat kan, om man vil, være lærerig for yngre læsere, da man sætter stor pris på det luksus vi lever i efter at have læst om de problemer befolkningen i Laras verden gennemlever.

Drømmeland af Alyson Noel

Titel: Drømmeland
Originaltitel: Dreamland
Forfatter: Alyson Noel
Serie: Riley Bloom #3
Udgivelsesdato: 8. Marts 2012
Forlag: Alvilda
Sider: 186
Sprog: Dansk

Selvom Riley Bloom elsker sit arbejde som Sjælefanger, føler hun sig alligevel tit ensom i Her og Nu. Så for at komme i kontakt med sin storesøster, Ever, opsøger Riley den mystiske instruktør Balthazar. Han lærer hende alt om, hvordan man kan kommunikere med de levende ved at hoppe ind i deres drømme.

Men det er ikke nok for Riley, og hun beslutter sig for at finde Balthazars gamle, forladte filmstudie. Her vil hun “drømmevæve” en helt særlig drøm til Ever.

Der er bare to problemer: Drømmevævning er ikke helt ufarligt og blev forbudt for mange, mange år siden. Og Riley er ikke ligefrem alene i filmstudiet. “Drømmeland” er tredje bind i serien om Riley Bloom, der er lillesøster til Ever fra “De udødelige”.

Drømmeland er tredje bog i spin-off serien til serien De Udødelige, hvor vi mødte Ever. Riley er hendes døde lillesøster, og det er hende, som vi får glæden af, at følge i denne bog.

En af de fiktive personer der er min absolut yndlings at følges ad med på eventyr i bøgernes verden, er Riley Bloom. Hun er altid sprudlende glad, sød og lidt naiv. Ikke desto mindre har hun en personlighed og et gåpåmod, som ikke glemmes lige med det samme.

I Drømmeland begiver Riley sig ud på dybt vand endnu engang og ignorere enhver advarsel hun får omkring hvor hun må begive sig hen i Her. Derfor tager hun sig i sin ferie – uden Bodhi – en tur til Drømmeland for at komme i kontakt med storesøsteren Ever. Men før dette kan lade sig gøre, skal hun igennem en masse optagelser – for det er ingen leg og kræver stor koncentration.

Drømmeland og Riley Bloom serien i det hele taget giver sig ud for at være en let og sjov serie – og det er den skam også – men den indeholder oven i hatten nogle rigtig gode budskaber. I denne bog lærer Riley, blandt mange andre ting, at sætte pris på det hun har/har haft. Det gør serien til sin helt egen og giver den speciel charme, som jeg er begyndt at holde meget af.

Riley Bloom #1: Radiance DK: Sjælefanger (Anmeldelse)
Riley Bloom
#2: Shimmer DK: Forhekset (Anmeldelse)
Riley Bloom #3: Dreamland
Riley Bloom #4: Whisper DK: Udkommer i efteråret 2012

Sommerfuglens hemmelighed af Ingelin Angerborn

Titel: Sommerfuglens hemmelighed
Originaltitel: Sorgfjäril
Forfatter: Ingelin Angerborn
Serie: –
Udgivelsesdato: 7. Februar 2012
Forlag: Gyldendal
Sider: 219
Sprog: Dansk

Der er gys og spænding i historien om 12-årige Alice, der sammen med sin mor og bror flytter ind i et nyt hus, hvor mystiske hændelser bliver en del af dagligdagen. En ganske sjælden sommerfugl viser sig for Alice og bliver et led i opklaringen af en noget overraskende hemmelighed, der får hårene til at rejse sig …

Sommerfuglens hemmelighed er oprindeligt anmeldt for Arnold Busck. Anmeldelsen kan derfor også findes via dette link.

Sommerfuglens hemmelighed handler om 12-årige Alice, der sammen med sin mor, stedfar og lillebror flytter langt ud på landet i et stort gammelt hus. Alice ønsker ikke at bo der, og da der begynder at ske mystiske hændelser hjælper det ikke meget på hendes humør. En smuk sommerfugl viser sig for hende op til flere gange, hendes lillebror tegner billeder, der får hårene til at rejse sig på hendes arme og Alice får mistanke om, at der måske sker ting i huset, der ikke er helt normale…

Bogen henvender sig til de 10-12 årige – både drenge og piger. Dette kan helt klart mærkes, når man som mig er en ældre læser. Jeg nød ikke bogen på samme måde, som jeg ville have gjort med en bog, hvor målgruppen er min egen. Når dét er sagt, er Sommerfuglens hemmelighed faktisk en velskrevet og (u)hyggelig bog at læse. Ingelin Angerborn har bygget en fin historie op, åbner for nogle mysterier, som både Alice og læseren er febrilske efter at løse. Det er meget interessant at den tager udgangspunkt omkring sommerfugle – dem synes de fleste om og der er et eller andet mystisk, smukt og ikke mindst gådefuldt over dem. Plottet åbnede op for en masse spørgsmål, som fint blev besvaret og alle tråde blev fint redt ud ved bogens slutning.

Sommerfuglens hemmelighed er en super god og anbefalingsværdig bog, der uden tvivl vil give dig gåsehud og derudover få dig til, at tænke dig om en ekstra gang, næste gang du ser en sommerfugl.

Reckless af Cornelia Funke

Titel: Reckless
Originaltitel: Reckless
Forfatter: Cornelia Funke
Serie: Reckless #1
Udgivelsesdato: 11. April 2011
Forlag: Politikens Forlag
Sider: 350
Sprog: Dansk

Jakob har en hemmelighed. På hans forsvundne fars kontor hænger et spejl, der er indgang til en anden verden. I årevis er han flygtet ind i denne verden, hvor hekse, trolde og feer strejfer rundt i skovene, lokket af skatte og farlige missioner.  En dag følger hans bror Will efter og bliver ramt af en forbandelse. En forbandelse, der langsomt forvandler ham til sten. Jakob kæmper mod tiden for at redde sin bror. Men denne mission er også en kamp mod goyl-kongen og hans mørke stenvæsener. Bogen er den første i en planlagt trilogi. 

Cornelia Funke er forfatteren bag Blækhjerte-trilogien som er blevet utrolig populær og filmatiseret. Blækhjerte er en hyggelig og spændende bog for både børn og voksne, som jeg nød meget at læse. Af den grund havde jeg set frem til, at læse denne første bog i hendes nye trilogi, Reckless.

Efter første kapitel var jeg solgt. Jacob er på det tidspunkt 12 år gammel og hans far er sporløst forsvundet. Hans mor er naturligvis sønderknust og giver ikke sine to drenge megen opmærksomhed. Jacob går en dag ind på hans fars gamle arbejdsværelse, hvor mystiske ting ligger gemt. Da han en dag løser en mindre gåde, forsvinder han ind bag spejlet og ind i en mørk og dyster verden fyldt med magi og mærkværdige væsner og hvor eventyr ligger gemt. Eventyr som Tornerose og Hans og Grethe dukker op undervejs og det fungere ret godt sammensat med det univers historien foregår i.

“Ingen vidste, præcist hvem eller hvad han var. Historierne om Skrædderen var næsten lige så gamle som Den Sorte Skov. Kun én ting vidste enhver: Han havde fået sit navn, fordi han syede tøj af menneskers hud. Snip-snap, klip-klap.” – Reckless, side 64

12 år senere har Jacob som en fast del af sit liv været på besøg inde i eventyret bag spejlet. Han har taget sin bror Will med og en dag er det gået galt. Will er blevet revet af goylerne og er nu ved at forvandle sig til et væsen af sten – rettere sagt jade sten. Wills kæreste Clara og ræven der kan forvandle sig til menneske, Fox, tager med dem. Snart går jagten ind på en modgift og det tager dem med på farlige udflugter. Alt imens stenen i Will forvandler ham mere og mere til en fremmed som dagene går.

“Alt for meget smerte. Alt for megen kærlighed. Han ville ikke længere kendes ved noget af det. Nu gjaldt det stenen, kølig og fast. Så helt anderledes end al blødheden og føjeligheden, den overvældende sårbarhed og det tårevædede kød.
Will vendte ryggen til hende. “Gå,” sagde han. “Så gå dog.”
Og han gav sig igen til at lytte til stenen. Lod den male billeder. Og forvandle alt det bløde i ham til sten.” – Reckless, side 115

Ved start af hvert kapitel er der en lille fin tegning af en del af handlingen. Det gør det lettere at komme igennem bogen, og man sidder og glæder sig lidt til at komme til næste kapitel og næste flotte tegning. De små tegninger gør historien og universet lettere at forestille sig.

Der er et eller andet ved Funke’s måde at skrive og skabe historier på der ætser sig fast i min hukommelse og i mit sind. På trods af de kedelige passager er jeg hooked på at læse fortsættelsen til Reckless. Universet er rigtig godt skruet sammen og jeg glæder mig til at se, hvad der mere gemmer sig i det.

Reckless #1: Reckless DK: Denne anmeldelse
Reckless #2: Restless har endnu ingen officielt udgivelsesdato. DK: Ikke planlagt til udgivelse.
Reckless #3: Endnu ikke planlagt til udgivelse DK: Endnu ikke planlagt til udgivelse

Pigen der forsvandt af Mette Koors

Titel: Pigen der forsvandt
Forfatter: Mette Koors
Serie: –
Udgivelsesdato: 8. Oktober 2011

Sider: 294 (e-bog epub)
Sprog: Dansk
Køb: gopubli.sh

Midt om natten stiger Jasmin modvilligt op på ladet af en flyttevogn sammen med sine to tvillingesøstre i den jyske by Lindborg. Jasmin aner ikke, hvor de er på vej hen, eller hvorfor de forlader den by, hvor hun endelig har fået venner. Det eneste, hun ved, er, at hun har fået besked på at være en anden. En dreng. Fra nu af!

To dage senere kører hun ind i byen Granada i Sydspanien. Uden at kunne gøre noget ved det mærker hun, hvor meget hun hader sin nye identitet … og dem, der ejer hende. Men hun har lagt en hemmelig plan. Den ligger i dvale og lurer. I tre lange år, før der endelig opstår en chance.

Jasmins plan er farlig, og hun har brug for hjælp. Den kan hun kun finde i Danmark, hvor der er en, der kan hjælpe hende. Nej, måske to! Hendes bedste veninde fra klassen, Emilie, og hendes lillesøster, Rosita. Men kan de huske hende … Og vil de hjælpe?

Historien har afsæt i en virkelig historie om en pige, der forsvandt fra den ene dag til den anden.

Pigen der forsvandt er en utrolig god bog, der sætter fokus på noget lidt mere alvorligt end jeg i første gang havde regnet med. Jeg blev positivt overrasket og nød bogen i fulde drag.

Rosita og Emilie er søskende og lever et helt normalt liv sammen med deres mor. En dag forsvinder Jasmin, en pige fra Emilies klasse, sporløst. Årene går og tre år senere dukker Jasmin op, beskidt og med et drenget udseende, som Emanuel. Snart går en kamp ind, hvor de tre piger skal forsøge at redde Jasmins to mindre søskende, Adi og Ana, i Granada.

Jeg vil gå så langt at sige, at Pigen der forsvandt er på niveau med Heist Society af Ally Carter. Begge bøger omhandler tyveri, førstnævnte mere alvorligt end sidstnævnte, men alt i alt, så kan de sammenlignes på den måde, at der er ufattelige tyverier, hvor man sidder tilbage og tæner “Hvordan pokker gjorde hun lige dét?”. Ikke mindst sidder man og er forundret over forfatterens viden og fantasi.

Sproget er let og levende og det gør det selvfølgelig let, at se pigernes oplevelser udspille sig for øjnene af én. Personligt, havde jeg svært ved at lægge min iPhone (hvorpå jeg læste e-bogen) fra mig, for bogen er lige tilpas langtrukken – på den gode måde – til, at man sidder klistret til den i spænding. Pigerne kom engang imellem lidt for let til tingene. Et eksempel er, da en biperson, Beatrice, dukker op som ud af det blå, og tilbyder pigerne at kører med hende til lige præcis Granada.

Karaktererne er realistiske og fyldt med liv. Rosita, Emilie og Jasmin er ikke nogen man vil glemme lige med det samme.

Pigen der forsvandt er derudover en ret lærerig bog, da den på trods af at være fiktion, set på afstand handler om fattige børn fra Østeuropa, der sælges eller gives væk til tyveri. Jeg vil varmt anbefale bogen til specielt børn, men de unge kan også sagtens være med.

Forhekset af Alyson Noël

Titel: Forhekset
Originaltitel: Shimmer
Forfatter: Alyson Noël
Serie: Riley Bloom #2
Udgivelsesdato: 8. September 2011
Forlag: Alvilda
Sider: 168
Sprog: Dansk

12-årige Riley Bloom nyder en himmelsk ferie sammen med sin mentor, Bodhi, efter at hun har klaret sin første opgave som Sjælefanger. Men da hun møder en aggressiv, sort hund, der aldrig har krydset broen til efterlivet, beslutter hun sig for at hjælpe den.

Det skulle hun aldrig have gjort. For selv om hunden er ondskabsfuld, er det intet i sammenligning med dens ejer, spøgelset Rebekka. Siden Rebekka blev myrdet for flere hundrede år siden, har hun kun foretaget sig én ting: hævnet sig på alle, der er kommet hende for nær. Og snart har hun fanget både Riley og Bodhi i en forhekset verden af smertefulde minder …

“Forhekset” er andet bind i serien om Riley Bloom, der er lillesøster til Ever fra “De udødelige”.

Charmerende Riley Bloom er som sædvanlig en glæde at følge i sig selv. Hun er sjov, fræk og går sine helt egne veje. Det er med andre ord meget let at holde af hende. Bodhi og Buttercup er med på sidelinjen når hun begiver sig ud på eventyr. Hendes ‘job’ i Her og Nu er, at være sjælefanger, men i denne bog har hun ferie. Det sætter dog ikke en stopper for handlingen, da hun hurtigt kommer på afveje. Riley kommer i løbet af kort tid til, at opleve forskellige afdøde sjæles mest forfærdelige minder, efter en ond sjæl, Rebekka har forhekset dem alle i sin boble af smerte, hvor det er umuligt at komme ud fra og hvor, man må genleve sine allerværste minder.

Handlingen i denne bog er meget bedre end i Sjælefanger. Bogen fortryller nærmest læseren og jeg må indrømme, at jeg var godt underholdt fra første til den sidste side. Derudover rummer den nogle små budskaber – blandt andet, at man skal huske, man har sin egen fri vilje og at tilgive tilmed kan give frihed og ro i sjælen.

Alyson Noël har gjort et godt stykke arbejde med denne bog, som slutter af med noget af en cliffhanger. Jeg ser frem til at læse Drømmeland til foråret for at se hvad der sker med mine nye venner, Riley og Bodhi.

Riley Bloom #1: Radiance  DK: Sjælefanger (Anmeldelse)
Riley Bloom #2: Shimmer
Riley Bloom #3: Dreamland DK: Drømmeland (Anmeldelse)
Riley Bloom #4: Whisper DK: Udkommer i efteråret 2012

Kimæras hævn af Lene Kaaberbøl

Titel: Kimæras hævn
Forfatter: Lene Kaaberbøl
Serie: Vildheks #3
Udgivelsesdato: 8. September 2011
Forlag: Alvilda
Sider: 168
Sprog: Dansk

“Er han død?”
Clara tør næsten ikke spørge, for det er hendes egen vildven Kat det gælder. Hans liv hænger i en spindelvævstynd tråd, og hvis Clara vil redde ham, må hun følge et spor der fører hende lige i kløerne på dødsfjenden Kimæra …

Kimæras hævn er tredje bog i serien om Clara, hendes kærlighed til dyr og hendes kamp for at overleve som vildheks i en verden hvor magi ikke ligefrem er barnemad.

Som 21-årig er det måske ikke målgruppen jeg ligger i til denne serie. Men det skal ikke ændre på, at jeg holder meget af den alligevel. Kimæras hævn byder på meget mere mystik, spænding og ikke mindst hyggelæsning.

Jeg er, som man kan se på min rating af bogen, af den opfattelse at Kimæras hævn er den bedste bog i serien indtil videre. Der sker utrolig meget spændende i bogen og jeg havde i modsætning til de foregående to bøger,  sværere ved at gennemskue hvordan bogen ville ende. Clara er blevet mere selvstændig og er samtidig ved at blive mere bevidst om, at hun rent faktisk duer til bare en lille smule som vildheks. Der er stadigvæk tidspunkter hvor hun er meget ydmyg, men det er vel også en naturlig ting i hendes alder. Netop fordi Clara er ved at blive mere ‘moden’, kan man som ældre læser lettere relatere til hende.

Bogen starter ud med, at Clara har nogen mærkelige drømme om, at hun er en fugl som flyver ind i et mørkt og dødt område i en skov, og dør af en ukendt og meget mystisk grund. Dette sker gentagne gange, hvor der også er drømme om andre dyr, der bliver udsat for det samme. Gennem bogen skal Clara opklare problemet og det er et utroligt godt pift til bogen med lidt mystik og spænding på den front.

Jeg er som sagt meget begejstret for bogen og kan kun anbefale alle at læse serien om Clara og vildheksene. Bøgerne vil nok specielt falde i god jord hos de ældre børn og unge i teenagealderen, men voksne kan også sagtens læse med, hvis de søger en hyggelig og meget velskrevet serie.

Vildheks #1: Ildprøven er blevet udgivet (Anmeldelse)
Vildheks #2: Viridians blod er blevet udgivet (Anmeldelse)
Vildheks #4: Blodsungen udkommer efter 2012
Vildheks #5: Titel og udgivelsesdato endnu ikke offentliggjort (2013)
Vildheks #6: Titel og udgivelsesdato endnu ikke offentliggjort (2014)

Cover-release: Whisper af Alyson Noel

Den fjerde bog i Alyson Noels Riley Bloom serie har desværre en udgivelsesdato der ligger en smule langt ude i fremtiden. Coveret til bogen er dog allerede blevet frigivet, og smukt – det kan man ikke komme udenom, det er. Jeg læser selv serien på dansk og er af samme grund kun nået til anden bog, som bliver udgivet på dansk i næste måned. For at gøre det hele lidt mere forvirrende, så udkommer den tredje bog på engelsk  i september måned også. Ih, jeg synes altså, dette cover er så fint. Check lige de smukke efterårsfarver:

Læs mere: Goodreads

Whsiper af Alyson Noel udkommer den 24. April 2012

Se alle 4 bøger i serien her eller læs min anmeldelse af Sjælefanger.

Nyt på hylden #36

Jeg har været så heldig at få nogle nye spændende anmeldereksemplarer med posten i de seneste par dage. Bøgerne udkommer alle tre i september. Kimæras hævn er jeg specielt spændt på at læse, og Det smaragdgrønne atlas er jeg bare nysgerrig over at få læst. Den har allerede fået stor omtale. Imorgen kommer der et indlæg om de biblioteksbøger jeg har fået lånt i dag. Er allerede gået i gang med en af dem, men mere om det. God weekend!

Kimæras hævn af Lene Kaaberbøl

Forhekset af Alyson Noel

Det smaragdgrønne atlas af John Stephens

(Klik på titlen for at læse mere om bogen på Alvilda.dk)