Titel: Den druknede soldat
Forfatter: Ida-Marie Rendtorff
Serie: Kloden under vand #1
Udgivelsesdato: 23. Marts 2012
Forlag: Gyldendal
Sider: 208
Sprog: Dansk
Ida-Marie Rendtorff er blandt andet forfatteren bag Dalia Dragehvisker. En populær fantasy serie for børn. I Kloden under vand har hun taget fat i den dystopiske genre – en genre der så småt vokser sig større og større og som nu også er aktuel for det yngre publikum.
Den druknede soldat omhandler 14-årige Lara der bor på en flydeø i en verden der er oversvømmet, bortset fra få steder hvor jord eller bygninger er høje nok til, at stikke op over de store vandmængder. Her lever hun sammen med andre dykkerbørn, der hver dag har til job at svømme ned til den oversvømmede by og finde ting og sager af værdi, som skal sælges videre. Børnenes hverdag er hård, uden meget mad og fornøjelse. Lara og de andre lever et barsk liv, men da Lara og den nye dreng, 15-årige Jarii, finder en gammel logbog, begynder nye – men bestemt ikke lette – eventyr for de to.
Bogens målgruppe er børn og unge, men den kan sagtens nydes af ældre læsere, da den er skrevet i et sprog der langt fra er barnligt. Jeg faldt helt i staver og kunne slet ikke stoppe med at fortsætte læsningen. Både på grund af, at Den druknede soldat er en glimrende skrevet, men mest af alt på grund af at det forbløffende spændende plot der er fyldt med action, livagtige personer og små mysterier. Handlingen og ikke mindst den skræmmende fremtidsverden er meget original, og jeg glæder mig som et lille barn på den næste bog i serien. Især med sådan en slutning. Den druknede soldat kan, om man vil, være lærerig for yngre læsere, da man sætter stor pris på det luksus vi lever i efter at have læst om de problemer befolkningen i Laras verden gennemlever.