Titel: Oprør
Originaltitel: Mockingjay
Forfatter: Suzanne Collins
Serie: The Hunger Games #3
Udgivelsesdato: 24. Marts 2011
Forlag: Gyldendal
Sider: 414
Sprog: Dansk
‘Oprør’ er den nervepirrende slutning på Suzanne Collins´ trilogi, The Hunger Games, om Kattua Everdeen og Dødsspillet. Kattua Everdeen – pigen med ild i – har overlevet, selvom hendes hjem ligger i ruiner. Kattua blev hentet ud af Jubilæumsspillets dødsarena i sidste øjeblik. Nu viser det sig, at hendes overlevelse var planlagt. Oprørerne vil bruge hende som symbol på revolutionen, for nu skal Capitol væltes og Panems befolkning have deres hævn. Men det kommer til at koste Kattua personlige tab, og kan det overhovedet lade sig gøre at vælte præsident Snow?
Efter at have læst både Dødsspillet og Løbeild, der virkelig formåede at sparke benene væk under mig, skulle jeg som en selvfølge læse den tredje og sidste bog. Jeg vil ikke sige, at jeg blev skuffet. Oprør er bare meget, meget anderledes end de to første bøger. Der er krig, ødelæggelse og mange mennesker der dør. Det er svært, at forholde sig til den barske verden vi bliver lukket ind fra start i denne bog.
Kattua er heller ikke den samme. Hun er meget anderledes, og det er hun pga. at hun psykisk er nede i et sort hul. Det ville et hvert almindeligt menneske nok være, efter to Dødsspil hvor man skulle slå ihjel. Desværre ændre det meget i bogen, at Kattua ikke længere er den friske og stærke pige med ild i, som vi kender så godt og havde tillid til. Faktisk overlader hun mange af beslutningerne til andre, ridder egentlig bare med på bølgen og der må bogstaveligt talt sparkes liv i hende, før hun igen står til ansvar.
Oprør er som sagt meget anderledes. Den er barsk og krigen raser når oprørerne fra distrikterne går imod Capitol. Jeg havde ind imellem lidt svært ved, at så mange mennesker mister deres liv. Handlingen kan ikke undgå at påvirke en, både Kattua’s tilstand, men også omgivelserne og folkene omkring hende. Peeta er heller ikke den samme. Hvorfor, kan jeg ikke komme ind på, det skal man selv læse bogen for at finde ud af. Derimod ser vi en del til Gale i denne bog – faktisk overraskende meget. Et par ting der skete, fandt jeg unødvendigt og jeg syntes faktisk ikke at det var underholdende. Også selvom det påvirkede mig. Men sådan er det med Suzanne Collins, hun er en fantastisk forfatter. Hun skriver simpelthen så godt, at det påvirker læseren som skete det hele i virkeligheden. Jeg må indrømme, at jeg får en dårlig fornemmelse indeni, hver gang jeg tænker på bogens slutning. Jeg føler ikke, at det hele bare kan være slut endnu.
Alt i alt, er det en bog man er nødsaget til at læse, hvis man har læst de foregående to bøger Dødsspillet og Løbeild. Og hvis man ikke har det, så burde man se at komme i gang.
The Hunger Games #1: Dødsspillet er udkommet (Anmeldelse)
The Hunger Games #2: Løbeild er udkommet (Anmeldelse)
Sabine's bogblog 