Chatsøstre af Nicole Boyle Rødtnes

Titel: Chatsøstre
Forfatter: Nicole Boyle Rødtnes
Serie: Wicca-veninder #1
Udgivelsesdato: 21. August 2012
Forlag: Facet
Sider: 175
Sprog: Dansk

“Det er, som om du er vred på mig,” siger Frederikke.
“Nej, det er ikke det. Det .” Jeg går i stå. Der ligger en øjenvippe på hendes kind. Så må hun ønske. Jeg ved præcis, hvad jeg ville ønske, men man kan ikke stjæle andres ønsker.
“Hvad er det?” spørger hun forsigtigt, og jeg kommer til at tænke på alle de gange, vi har chattet. Du kan fortælle mig alting, Mathilde, det er det, det betyder at være chatsøstre, vi kan fortælle hinanden alt. Vi har ingen hemmeligheder. Og det havde vi heller ikke dengang, men nu .  

Mathilde og Frederikke har chattet sammen i tre år, og nu skal Frederikke starte på Mathildes skole. Alt ser ud til at blive helt perfekt, indtil Mathildes ærkefjende Pil blander sig.

“Chatsøstre” er 1. bind i serien Wicca-veninder.

Nogen kender måske Nicole Boyle Rødtnes for at være forfatteren til blandt andre Bitchen imellem os og Skeletter i skabet.

Chatsøstre er en sød og hyggelig bog til piger fra 10 år og op efter. Den omhandler noget befriende nyt i denne genre; wicca hekse. Jeg synes personligt godt at bogen kunne handle en lille smule mere om Wicca heksenes historie. Det meste af bogen er nemlig fyldt ud med veninde konflikter og det meste af handlingen foregår i skole, hvor de laver projekt, eller hjemme hos veninder. Yngre piger, som er målgruppen, vil naturligvis sikkert finde det en del mere spændende at læse om, end jeg. Chatsøstre er første bog i serien, så der er selvfølgelig mulighed for at vi hører mere til Wicca i de kommende bøger om Mathilde og hendes wicca veninde Frederikke.

Alt i alt er Chatsøstre en ganske udmærket og god bog til hyggelig læsning.

Bitchen imellem os af Nicole Boyle Rødtnes

Titel: Bitchen imellem os
Forfatter: Nicole Boyle Rødtnes
Serie: Alenestående
Udgivelsesdato: 1. September 2010
Forlag: Facet
Sider: 172
Sprog: Dansk

“Vi elsker hinanden, men du … du kom i vejen. Du ødelagde alt.” Katrines stemme er skinger.

Og midt på den hårde, våde asfalt i vores indkørsel bliver jeg pludselig i tvivl om, hvorvidt hun faktisk elsker dig mere end mig. Om hendes syge, kvælende kærlighed på en eller anden måde er stærkere end min?

Den dunkende smerte snor sig i kroppen og fortærer alle tanker … Hvert sted hun har sparket. Hvert sted hun har slået. Hver finger hun har brækket …

Hvad gør man, når man elsker en fyr så meget, at man ikke kan leve uden ham?

Da Astrid møder Alex, forelsker hun sig med det samme, men Alex har allerede en kæreste, og Katrine er dødeligt afhængig af ham.

Bitchen imellem os er en rå ungdomsbog om pigevold og umulig, grænseløs kærlighed.

Bitchen imellem os er en barsk bog. Fra første side bliver man kastet ind i både Katrine og Astrids liv og ser med på sidelinjen hvordan, deres veje krydser hinanden. Jeg var fra start af, helt opslugt af bogen og læste den på et par timer. Den er ikke mindre end fantastisk og kryber helt ind under huden på dig og der bliver den siddende længe og giver dig gåsehud. Det psykologiske er fanget rigtig godt og viser, at der tit er en rigtig god grund til, at ‘den onde pige’ er som hun er. Forfatteren prøver ikke at fortælle, at man skal have ondt af dem der mobber/udøver vold, men at de tit og ofte er blevet udsat for mindst ligeså slemme ting, som det de selv gør – en ond cirkel.

Forsiden er ikke desto mindre meget symbolsk. De to piger er lænket sammen på grund af en fyr. Fyren, Alex, synes jeg bliver fremstillet som uskyldig i bogen, hvor jeg havde forventet, at han tog mere ansvar. Desværre stak han halen mellem benene og løb langt væk, når der blev optakt til ballade. På den anden side, er det realistisk nok. For hvor mange teenagedrenge tør mande sig op i det virkelige liv? Forsiden afspejler historien super godt – den er rå og provokerende.

Bitchen imellem os er fremragende skrevet og skræmmende realistisk.