Urværksenglen af Cassandra Clare

Titel: Urværksenglen
Originaltitel: Clockwork Angel
Forfatter: Cassandra Clare
Serie: Djævelse Mekanismer #1
Udgivelsesdato: 1. April 2011
Forlag: Borgen
Sider: 409
Sprog: Dansk

Magi kan være farlig, men kærlighed kan være endnu farligere.

16-årige Tessa bliver bortført af de mystiske Mørkesøstre – medlemmer af den hemmelige Pandemonium Club. Her går det op for hende, at hun har en sjælden evne: hun kan transformere sig selv til et andet menneske. Og lederen af klubben – den mystiske Magister – vil for enhver pris have fingre i hende for at udnytte denne evne. Ensom og bange søger Tessa tilflugt hos de hjælpsomme Skyggejægere, men snart bliver hun rodet ind i en grufuld konflikt.

Cassandra Clare er forfatteren til Dødens Instrumenter. Spin-off serien Djævelske Mekanismer, foregår selvsagt i samme univers bare med nye hovedpersoner. Faktisk dukker der velkendte ansigter op fra forrige serie, og det synes jeg giver en ret god dynamik og sød sammenhæng. Jeg kan forestille mig, at hardcore fans er vilde med idéen.

Urværksenglen foregår i 1800-tallet og vores hovedpersonen er 16-årige Tessa. Hun bliver kidnappet af to hekse og bragt i fangenskab, hvor hun lærer sin evne at kende – at kunne forvandle sig til hvilken som helst anden person eller levende væsen. En dag bliver hun befriet af skyggejægeren Will og snart efter flytter hun ind på instituttet hos de andre skyggejægere. De vil nu hjælpe Tessa med at finde hendes forsvundne bror, Nathaniel. Ikke mindst også for at opklare nogen mystiske omstændigheder omkring hans forsvinden.

At Clare har valgt at historien skal foregå i 1800-tallet fandt jeg i starten ret interessant – for jeg elsker at læse og lærer om forsvundne tider. Dog skal man ikke forvente at lære noget. Urværksenglen omhandler udelukkende om personerne og de paranormale forhindringer de må igennem. Desværre fanger den ikke nær så meget som Dødens Instrumenter – hvilket er super ærgerligt, da jeg kun synes den bliver bedre og bedre. Det er mildt sagt lidt kedeligt nærmest at skulle ‘genlæse’ en serie, bare med nye personligheder. I modsætning til førstnævnte, skiftes der ikke nær så meget imellem hovedpersoner i denne bog. Variationen i lige netop dét, holder jeg ellers meget af.

Jeg tvivler på at jeg vil læse fortsættelsen, men anbefaler at man kaster sig ud i Urværksenglen hvis man er meget glad for hendes andre skriverier og vil have mere af det betagende univers der indeholder både vaulve, vampyrer, hekse, feer og meget andet.

Djævelske Mekanismer #1: Clockwork Angel
Djævelske Mekanismer #2: Clockwork Prince DK: Urværksprinsen udkommer 15. Juni 2012
Djævelske Mekanismer #3: Clockwork Princess udkommer Marts 2013 DK: Urværksprinsessen udkommer ???

De faldne engles by af Cassandra Clare

Titel: De faldne engles by
Originaltitel: City of Fallen Angels
Forfatter: Cassandra Clare
Serie: Dødens Instrumenter #4
Udgivelsesdato: 15. Februar 2012
Forlag: Borgen
Sider: 375
Sprog: Dansk

Krigen er forbi, og 16-årige Clary Fray er tilbage i New York fuld af begejstring over alle de muligheder, der venter hende. Hun er i lære som Skyggejæger og træner sig i at bruge sin særlige kraft. Hendes mor skal giftes med sit livs kærlighed. De underjordiske og Skyggejægerne har omsider sluttet fred. Og ? vigtigst af alt ? hun kan endelig kalde Jace sin kæreste.

Men alting har sin pris.

Nogen går rundt og myrder Skyggejægere og skaber spændinger mellem de underjordiske og Skyggejægerne. Det kan føre til endnu en blodig krig. Clarys bedste ven Simon kan ikke hjælpe hende. Hans mor har netop fundet ud af, at han er vampyr, og nu er han hjemløs. Ligegyldig hvor han vender sig hen, er der nogen, der vil have ham over på deres side ? for at få fat i kraften fra den forbandelse, som er ved at ødelægge hans liv. Og de er villige til at gøre hvad som helst for at få det, de vil have. For ikke at tale om at han går ud med to smukke farlige piger, som ikke kender til hinandens eksistens.

Da Jace begynder at trække sig væk fra Clary uden at sige hvorfor, føler hun sig tvunget til at grave sig ind til kernen af det mysterium, hvis opklaring viser sig at rumme hendes værste mareridt: Hun har selv sat en horribel kæde af begivenheder i gang, som kan medføre at hun mister alt, hvad hun elsker. Inklusive Jace.

Kærlighed. Blod. Svigt. Hævn. Der er mere på spil end nogen sinde før i De faldne engles by.

Efter at have læst den tredje bog i Dødens Instrumenter, Englens by, sad jeg egentlig tilbage med en følelse af at have afsluttet serien. Rent faktisk giver den en tilfredsstillende og mættende slutning. Alligevel har forfatteren valgt, at fortsætte serien med yderligere tre bøger (samtidig med en spin-off), så serien i alt består af seks bøger. Det var selvfølgelig til glæde hos de mange, mange fans verden over og jeg må indrømme, at jeg også glædede mig til, at læse mere.

Universet er meget fyldigt og rummer mange muligheder, specielt fordi der findes så mange former for væsner i denne serie. Feer, vampyrer, varulve, hekse og dæmoner er de, der fylder mest. For ikke at forglemme skyggejægerne. Clary skal i De faldne engles by trænes op til at blive en god skyggejæger og Jace hjælper hende. Simon er for nylig blevet forvandlet til vampyr og skal til at vende sig til et barsk liv, hvor blod er nødvendigt for overlevelse.

De faldne engles by virker på en måde som en ny begyndelse på serien. Nu opstår der helt nye konflikter og jeg ser frem til, at læse mere af Cassandra Clare i fremtiden. Bogen er meget fængende og svær at lægge fra sig når man først er gået i gang. Det bliver spændende at se om Clare kan blive ved med at opretholde den positive opmærksomhed denne serie har formået at tiltrække sig.

Dødens Instrumenter #1: City of Bones DK: Dæmonernes by (Anmeldelse)
Dødens Instrumenter
#2: City of Ashes DK: Den Tavse By (Anmeldelse)
Dødens Instrumenter #3: City of Glass DK: Englens by (Anmeldelse)
Dødens Instrumenter #4: City of Fallen Angels DK: De faldne engles by
Dødens Instrumenter #5: City of Lost Souls DK: Endnu ikke planlagt til udgivelse
Dødens Instrumenter #6: City of Heavenly Fire udkommer September 2013 DK: Endnu ikke planlagt til udgivelse

Høstens engle af Alden Bell

Titel: Høstens engle
Originaltitel: The Reapers are the Angels
Forfatter: Alden Bell
Serie: –
Udgivelsesdato: 18. April 2012
Forlag: Iris
Sider: 251

Sprog: Dansk

I en verden, hvor civilisationen gik til grunde for 25 år siden, rejser 15-årige Temple gennem USA’s sydstater, forfulgt af zombier, en ensom hævner og sin egen grumme fortid. Hun er på udkig efter eventyr, forsoning og – måske – en lysere fremtid.

Vinder af ALA Alex Award 2011, nomineret til Philip K. Dick Award 2010, nomineret til Shirley Jackson Award 2010.

Høstens engle er en dystopisk, enkeltstående roman, som jeg havde meget svært ved at lægge fra mig, da første side først var vendt.

15-årige Temple, som på trods af sin unge alder virker meget ældre på grund af sin fortid, har levet alene i mange år. Senest på en øde ø i et gammelt fyrtårn. Da en maddike dukker op ser hun det som et tegn på at hun skal videre. I den verden hun lever i, findes der maddiker og igler. Døde mennesker der er genopstået som en slags zombier, der æder alt – både hinanden og mennesker, hvis man ikke passer på. Men Temple er hårdfør. Hun lader sig ikke dræbe så let. Hun fortsætter sin rejse i Amerika, uden nogen egentlig plan og møder forskellige mennesker og levemåder – på trods af alt den død og ødelæggelse omkring hende. Netop fordi hun ikke finder sig i noget får hun hurtigt fjender.

Persongalleriet er varierende og troværdigt. Hver og en person Temple møder er fyldt med sin helt egen charme. Selv en stum ‘tumpe’, som Temple samler op og tager til sig, begynder man at holde af. Men mest af alt er det hovedpersonen der sætter sig dybt ind i hjertet hos én. Temple er fyldt med charme, gåpåmod, humor og en skøn personlighed. Det er en fornøjelse at følge sådan en heltinde. Selvom hun får meget blod på hænderne undervejs, kan man ikke undgå at holde med hende.

Du skal ikke læse Høstens engle hvis du søger en kærlighedshistorie eller historier der ender godt for alle. Det får du langt fra. Denne bog er barsk helt fra side 1 og jo længere i bogen man kommer, jo værre bliver det. Denne fremtidsverden er chokerende og dybt skræmmende at forestille sig – og super godt skruet sammen af forfatteren!

Sproget er vidunderligt. Det glider derudaf og desværre er det sjældent at man støder på en bog der er så fængende skrevet. Beskrivelser af omgivelser, personer, universet og ikke mindst drab og ødelæggelse er både enkelt og detaljeret på én gang. Mange hændelser er beskrevet direkte kvalmende, men det er fedt og sjældent i ungdomsbøger.

Hvor meget jeg end hader uretfærdigheder, så skal denne bog have toppoint. Den er rå, ætsende og utrolig fængende. Læs Høstens engle hvis du søger en nyskabende, helt fantastisk dystopisk roman, der ikke er for sarte sjæle.

Drømmeland af Alyson Noel

Titel: Drømmeland
Originaltitel: Dreamland
Forfatter: Alyson Noel
Serie: Riley Bloom #3
Udgivelsesdato: 8. Marts 2012
Forlag: Alvilda
Sider: 186
Sprog: Dansk

Selvom Riley Bloom elsker sit arbejde som Sjælefanger, føler hun sig alligevel tit ensom i Her og Nu. Så for at komme i kontakt med sin storesøster, Ever, opsøger Riley den mystiske instruktør Balthazar. Han lærer hende alt om, hvordan man kan kommunikere med de levende ved at hoppe ind i deres drømme.

Men det er ikke nok for Riley, og hun beslutter sig for at finde Balthazars gamle, forladte filmstudie. Her vil hun “drømmevæve” en helt særlig drøm til Ever.

Der er bare to problemer: Drømmevævning er ikke helt ufarligt og blev forbudt for mange, mange år siden. Og Riley er ikke ligefrem alene i filmstudiet. “Drømmeland” er tredje bind i serien om Riley Bloom, der er lillesøster til Ever fra “De udødelige”.

Drømmeland er tredje bog i spin-off serien til serien De Udødelige, hvor vi mødte Ever. Riley er hendes døde lillesøster, og det er hende, som vi får glæden af, at følge i denne bog.

En af de fiktive personer der er min absolut yndlings at følges ad med på eventyr i bøgernes verden, er Riley Bloom. Hun er altid sprudlende glad, sød og lidt naiv. Ikke desto mindre har hun en personlighed og et gåpåmod, som ikke glemmes lige med det samme.

I Drømmeland begiver Riley sig ud på dybt vand endnu engang og ignorere enhver advarsel hun får omkring hvor hun må begive sig hen i Her. Derfor tager hun sig i sin ferie – uden Bodhi – en tur til Drømmeland for at komme i kontakt med storesøsteren Ever. Men før dette kan lade sig gøre, skal hun igennem en masse optagelser – for det er ingen leg og kræver stor koncentration.

Drømmeland og Riley Bloom serien i det hele taget giver sig ud for at være en let og sjov serie – og det er den skam også – men den indeholder oven i hatten nogle rigtig gode budskaber. I denne bog lærer Riley, blandt mange andre ting, at sætte pris på det hun har/har haft. Det gør serien til sin helt egen og giver den speciel charme, som jeg er begyndt at holde meget af.

Riley Bloom #1: Radiance DK: Sjælefanger (Anmeldelse)
Riley Bloom
#2: Shimmer DK: Forhekset (Anmeldelse)
Riley Bloom #3: Dreamland
Riley Bloom #4: Whisper DK: Udkommer i efteråret 2012

En shopaholics hemmelige drømmeverden af Sophie Kinsella

Titel: En shopaholics hemmelige drømmeverden
Originaltitel: Confessions of a Shopaholic
Forfatter: Sophie Kinsella
Serie: Shopaholic #1
Udgivelsesdato: 10. Marts 2009 (film udg.)
Forlag: Lindhardt & Ringhof
Sider: 439
Sprog: Dansk

Rebecca Bloomwood er journalist og ansat ved et økonomisk tidsskrift. Hun tilbringer sin arbejdstid med at fortælle andre, hvordan de skal håndtere deres finanser. Sin fritid? Den tilbringer hun med at shoppe. Og vi taler ikke blot om shopping til husbehov. Nej, Rebecca shopper igennem …
Hun ved godt at hendes forbrug er ALT for stort, og hun prøver både at holde det nede og øge sin indtægt, men lige meget hjælper det, og i mellemtiden håber rykkerbrevene fra banken sig op.

Måske hjælper det at købe en eller anden lille ting … bare en lille en …

Men trøsten er kortvarig, og da selv de vildeste drømme om, hvordan det hele nok løser sig, ikke længere kan fortrænge virkelighedens vrede bankrådgivere, går det op for Rebecca, at hun er nødt til at tage både sig selv og sin situation alvorligt …

Hushjælp søges, Pige i tyverne og Mine hemmeligheder er bare nogle af Sophie Kinsellas fantastiske og enkeltstående romaner. Hendes bøger er af genren chik-lit og den populære af slagsen – af god grund – hendes bøger er nemlig indlevende og hyggelige at læse.

En shopaholics hemmelige drømmeverden er en af de bøger jeg ærgrer mig over ikke at have læst noget før. Især når jeg inderst vidste at jeg ville synes godt om den. Vores hovedperson Rebecca er let at identificere sig med. Hendes problemer med økonomien, bekymringer på arbejdspladsen og det uforudsigelige på kærlighedsfronten er noget næsten alle har oplevet på egen krop. At Rebecca er lidt mere uheldig end de fleste andre ville være i samme situationer som hun, gør bare det hele endnu mere underholdende.

Sproget er let og luftigt og siderne vender stort set sig selv. På trods af, at jeg dårlig nok har læst bogen færdig, er resten af bøgerne i selvsamme serie fluks bestilt hjem og jeg fryder mig over, at jeg lykkeligvis har mange flere eventyr tilbage sammen med Rebecca. Sommeres læsning er hevet sikkert i land!

En shopaholics hemmelige drømmeverden er læst som en del af Must Read 2012 bogudfordring.

I går var i dag i morgen af Jay Asher & Carolyn Mackler

Titel: I går var i dag i morgen
Originaltitel: The Future of Us
Forfatter: Jay Asher & Carolyn Mackler
Serie: –
Udgivelsesdato: 15. Marts 2012
Forlag: Politikens Forlag
Sider: 331
Sprog: Dansk

Året er 1996, og sekstenårige Emma har lige fået sin første computer. Hendes bedste ven, Josh, har vundet en CD-ROM med 100 timers online-adgang. De tænder computeren og logger på ? og med ét er de femten år fremme i tiden, i 2011, og på Facebook! Ansigt til ansigt med sig selv som voksne. 

Emma dobbeltklikker på Facebook, og en hvid boks dukker op på skærmen. Så skriver hun sin email-adresse igen og sit password, men i stedet for at trykke Enter kigger hun på mig. “Jeg har altid forestillet mig, at en tidsrejse ville være så stort og epokegørende”, siger hun. “Ligesom Rejsen til det ukendte og Tilbage til fremtiden. Men herinde er det eneste folk går op i, lamme feriebilleder og alle mulige almindeligheder.”

Jeg er lige ved at sige: Eller om at gifte sig med den hotteste pige på skolen. “Jamen, hvorfor tror du folk skriver det der om muffins og alt det?” spørger jeg. 

‘I Døde piger lyver ikke’ berørte Jay Asher et tungt emne, nemlig unge og selvmord. I hans nye, længe ventede, roman, ‘I går var i dag i morgen’, er tonen lettere. Hovedtemaet er, at man skal huske at leve livet lige nu og her, et emne Asher får puttet ind i et spændingsplot med en kærlighedshistorie som omdrejningspunkt.

Asher er denne gang indgået i et makkerskab med den amerikanske forfatter Carolyn Mackler. 

Jay Asher er forfatteren til succesromanen Thirteen Reasons Why (Døde piger lyver ikke), som gjorde stort indtryk på mig, og mange andre. Derfor forventede jeg en bog af samme, hvis ikke bedre, format, men fik desværre det modsatte. På trods af, at I går var i dag i morgen skuffede, håber jeg stadig på, at Jay Asher skriver endnu flere bøger i stil med hans første.

I går var i dag i morgen handler om de to bedste venner Josh og Emma. De er naboer og har siden de var små rendt frem og tilbage mellem deres huse. Nu er de teenagere, og for et halvt år siden begyndte hormoner og følelser at dukke op, og det har lagt afstand mellem de to. Indtil Emma får foræret en computer og Josh kommer med en CD-ROM, der muligvis forandre alt imellem dem, for altid. Bogen strækker sig over en uge, hvor Josh og Emma følger med i deres voksne liv, 15 år ude i fremtiden, og opdager, at bittesmå ting i deres nuværende liv, kan være katastrofale eller vidunderlige for deres fremtidige liv.

Idéen med bogen er super god, men jeg er efterladt med en tom fornemmelse. Egentlig holder jeg meget af budskabet og moralen bogen prøver at komme med, men på grund af bogens lidt lette og useriøse tone, falder det til  jorden med et brag. Asher og Mackler prøver at fortælle, at man skal leve livet lige NU og HER og ikke tænke for meget over hvorfor man gør det, og hvad der sker hvis man gør det. Selvom bogen ikke var bragende fantastisk, fornemmer jeg, at det er en historie der har brændt sig lidt fast i hukommelsen – netop pga. emnet.

I går var i dag i morgen er en let bog, der handler om at være ung i high school i 90’erne. Hvis man tænker nærmere over bogen, er den lærerig, men jeg tror, at de færreste vil gøre det. Bogen er dog perfekt læsning til en afslappende sommerdag.

Hades af Alexandra Adornetto

Titel: Hades
Originaltitel: Hades
Forfatter: Alexandra Adornetto
Serie: Halo #2
Udgivelsesdato: 15. Februar 2012
Forlag: Politikens Forlag
Sider: 395
Sprog: Dansk

Tag med på tur til Helvede

Englen Beth er sendt ned på Jorden for at frelse verden fra ondskab og ødelæggelse. Sammen med sine to ældre søskende har hun slået sig ned i den lille by Venus Cove. Beth starter på highschool, men det var bestemt ikke en del af planen, at hun skulle forelske sig i en anden elev. Men følelserne mellem Beth og Xavier er for stærke, og sammen kæmper de mod den mørke og spændende Jake Thorn, som viser sig at være en dæmon i menneskeskikkelse. Han er ude efter Beth, men indtil videre er hun sluppet fra det med livet i behold.

Okay. Jeg kan lige så godt sige med det samme at jeg ikke er særlig stor fan af denne HALO serie. Den er ærligt talt lidt flad i betrækket, men ikke desto mindre ser jeg gode aspekter i historien, også. Forsiderne er gude smukke og er på en måde kendt skyldige i min trang til at læse bøgerne.

Ligesom Beth tror, at hun og Xavier kan nyde hinanden i fred og ro med kun bekymringer om, hvor de skal på college, kommer farerne buldrende mod dem endnu engang. For den knap så søde Jake Thorn er vendt tilbage i stor stil og kidnapper Beth med sig til Helvede – et sted ingen slipper fra igen. I Helvede findes alle former for lidelse, flere mere skrækkelige end andre – og det værste af det hele er, at de, som er fanget i Helvede skal genopleve deres livs lidelser igen og igen.

Det meste af bogen befinder læseren sig med Beth i Helvede, hvor hun bliver holdt mod sin vilje. Hun oplever de værste pinsler og vil gøre alt i sin magt for at slippe derfra. Det jeg personligt har holdt af ved den første bog, Halo, er de lyse omgivelser og beskrivelser – både om englenes historie og deres opgaver på jorden. Jeg finder det desværre kedeligt i Hades, at skulle være i Helvede hele tiden – et mørkt sted med flade og kedelige personligheder.

Jeg vil ikke komme med mere kritik til Hades, for jeg véd, at mange teenagere elsker denne serie og har nydt bøgerne som gode læseoplevelser – og dét er det vigtigste!

Halo #1: Halo DK: Halo (Anmeldelse)
Halo
#2: Hades
Halo #3: Heaven udkommer den 21. August 2012 DK: Heaven udkommer 2013(?)

Søster af Rosamund Lupton

Titel: Søster
Originaltitel: Sister
Forfatter: Rosamund Lupton
Serie: –
Udgivelsesdato: 23. Januar 2012
Forlag: Turbulenz
Sider: 329
Sprog: Dansk

DERES BÅND VAR UBRYDELIGT. 

SANDHEDEN VAR RYSTENDE. 
 
Da Beatrice får at vide, at hendes lillesøster Tess er forsvundet, tager hun det første fly hjem til London. Da hun finder ud af omstændighederne omkring Tess’ forsvinden, er hun chokeret over, hvor lidt hun faktisk ved om sin søsters liv – og hun er uforberedt på de forfærdelige sandheder, hun nu må konfrontere. 
Politiet, Bees venner, hendes forlovede og selv hendes mor accepterer, at de har mistet Tess. Alligevel nægter Bee at opgive håbet, fast besluttet på at finde sandheden, uanset omkostningerne. For kun en søster kender virkelig en søster.
 
SØSTER blev kåret til Årets Debutroman 2011 i England og Rosamund Lupton var den hurtigst sælgende debutforfatter i England samme år.
Søster er en enestående debutroman der efterlader dig med følelserne uden på tøjet. Den tager læseren med på en følelsesmæssig rejse, lige fra uvisheden om hvor ens kære er til sorgens mest dystre sider. Og du ser det ikke bare udefra, som en læser, du bliver suget ind i Beatrice og føler hendes smerte og ikke mindst hendes viljestyrke frem mod at opklare sin søsters mulige mord med alle, undtagen sig selv, imod sig.
Søster er én af de bøger, jeg finder ufatteligt svære at anmelde. Derfor er der nu gået adskillige uger siden jeg lagde bogen fra mig, til jeg sætter mig til at prøve at anmelde den. På mange måder er Søster langtrukken. Man får ikke decideret gennemtrængende eller chokerende opklaringer undervejs i romanen, men derimod hører man meget om Beatrice’s tanker og hendes overvejelser omkring hvem der står bag søsterens forsvinden. Jeg  nød dog at læse om dem. Hele bogen er skrevet i 1. person og er skrevet ud fra, at Beatrice fortæller om hele situationen og ugerne omkring søsterens forsvinden, til en lydoptager. På dette tidspunkt er hun også så langt nede og udmattet, at det påvirker hende psykisk og fysisk. Endnu en ting der viser, at tingene bestemt ikke er endt godt for nogen.
Bogen omhandler også et emne omkring en sygdom, og det optager faktisk utrolig meget af bogen. Det kan godt undre mig lidt, men jeg sidder også tilbage med en følelse af, at det var nødvendigt for historien som helhed.
Søster er skrevet i et smukt og indlevende sprog, der giver lyst til at læse meget mere af Rosamund Lupton i fremtiden. Heldigvis, udkommer hendes anden roman på dansk den 1. Oktober 2012 ved titlen Afterwards af forlaget Turbulenz.
Jeg beklager manglen på mellemrum i ovenstående tekst.

Sommerfuglens hemmelighed af Ingelin Angerborn

Titel: Sommerfuglens hemmelighed
Originaltitel: Sorgfjäril
Forfatter: Ingelin Angerborn
Serie: –
Udgivelsesdato: 7. Februar 2012
Forlag: Gyldendal
Sider: 219
Sprog: Dansk

Der er gys og spænding i historien om 12-årige Alice, der sammen med sin mor og bror flytter ind i et nyt hus, hvor mystiske hændelser bliver en del af dagligdagen. En ganske sjælden sommerfugl viser sig for Alice og bliver et led i opklaringen af en noget overraskende hemmelighed, der får hårene til at rejse sig …

Sommerfuglens hemmelighed er oprindeligt anmeldt for Arnold Busck. Anmeldelsen kan derfor også findes via dette link.

Sommerfuglens hemmelighed handler om 12-årige Alice, der sammen med sin mor, stedfar og lillebror flytter langt ud på landet i et stort gammelt hus. Alice ønsker ikke at bo der, og da der begynder at ske mystiske hændelser hjælper det ikke meget på hendes humør. En smuk sommerfugl viser sig for hende op til flere gange, hendes lillebror tegner billeder, der får hårene til at rejse sig på hendes arme og Alice får mistanke om, at der måske sker ting i huset, der ikke er helt normale…

Bogen henvender sig til de 10-12 årige – både drenge og piger. Dette kan helt klart mærkes, når man som mig er en ældre læser. Jeg nød ikke bogen på samme måde, som jeg ville have gjort med en bog, hvor målgruppen er min egen. Når dét er sagt, er Sommerfuglens hemmelighed faktisk en velskrevet og (u)hyggelig bog at læse. Ingelin Angerborn har bygget en fin historie op, åbner for nogle mysterier, som både Alice og læseren er febrilske efter at løse. Det er meget interessant at den tager udgangspunkt omkring sommerfugle – dem synes de fleste om og der er et eller andet mystisk, smukt og ikke mindst gådefuldt over dem. Plottet åbnede op for en masse spørgsmål, som fint blev besvaret og alle tråde blev fint redt ud ved bogens slutning.

Sommerfuglens hemmelighed er en super god og anbefalingsværdig bog, der uden tvivl vil give dig gåsehud og derudover få dig til, at tænke dig om en ekstra gang, næste gang du ser en sommerfugl.

Før jeg lukker øjnene af Steve J. Watson

Titel: Før jeg lukker øjnene
Originaltitel: Before I Close my Eyes
Forfatter: Steve J. Watson
Serie: –
Udgivelsesdato: 15. Marts 2012
Forlag: Lindhardt & Ringhof
Sider: 368
Sprog: Dansk

Minderne gør os til dem, vi er.

Men hvad hvis du mistede alle dine erindringer, hver gang du lagde dig til at sove? Dit navn, din identitet, din baggrund og selv de mennesker, du holder af ? det hele glemt og slettet fra din bevidsthed hver eneste nat. Og hvad hvis den eneste person, du stoler på, viser sig ikke at fortælle dig alt? Velkommen til Christines liv!

Når Christine vågner om morgenen, husker hun ingenting og genkender ikke sin egen krop. Det, Christine ser i spejlet, er en midaldrende kvinde, og hun ved ikke, hvem manden i dobbeltsengen er. Hendes mand? Hun kigger på fotoet af de to og indser, at de må være et par. Men hun husker intet, og samtidig er hun helt afhængig af hans hjælp.  En psykiater, dr. Nash, som hun åbenbart har set i al hemmelighed, kontakter hende og fortæller, at hun har været ude for en ulykke, og at hun skriver i en dagbog, som er gemt i hendes klædeskab. Den indeholder spor til hendes fortid og fremtid, men på første side står skrevet: Stol ikke på Ben! Hvad er der sket? Langsomt begynder Christine at stykke sit liv sammen, men skal starte forfra hver dag …

Tag ét kig på bogens forside, og du vil vide hvorfor den fik min interesse i første omgang. Kig lidt nærmere på bogen og læs bagsideteksten. Lyder ganske interessant, ikke? Jo bestemt.

Før jeg lukker øjnene er en såkaldt thriller og dem er jeg normalt ikke hungrende efter at læse, men denne bog fangede fra start min interesse og hvis du søger lidt rundt på Google, vil du opdage, at mange andre har fundet bogen genial. Det gjorde jeg dog ikke helt, desværre. Hvorfor?

Jeg brød mig ikke om, at vores hovedperson er i 40’erne. Det er underligt at læse om hendes tanker omkring hendes rynkede krop og især fordi, det ikke havde en funktion for resten af bogens handling. Christine kunne ligeså godt have været i 30’erne og det ville have gjort bogen lidt friskere for mit vedkommende. Ikke fordi jeg har noget i mod at læse om kvinder fra 40 og op, men lige i dette tilfælde, fandt jeg det ligegyldigt, at hører om hendes lidt forældede krop. Inden i er vores hovedperson stadig kun ved starten af hendes liv, for efter hendes ulykke har hun fået amnesia, hukommelsestab. Hvad hun har lavet de sidste mange år er uvist, men efter hun begynder at føre dagbog, som hun læser forfra hver dag, kan hun følge med i hendes eget liv. Hver gang Christine går i seng og vågner næste morgen, er gårsdagen fuldstændig forsvundet fra hendes hukommelse og hver dag er derfor en ny begyndelse for hende.

Handlingen er langtrukken. Det kan måske sige én selv, når nu Christine skal stort set det samme igennem hver eneste dag, men jeg havde forventet mere handling, mere spænding og overraskende vendinger i historien. Derudover, fandt jeg bogen meget forudsigelig. Inden jeg nåede til en slutning, der nok var ment som værende overraskende for læseren, havde jeg desværre forudset det ville komme. Faktisk synes jeg ligefrem forfatteren gjorde det åbenlyst. Det gjorde desværre, at spændingen for at læse bogen til ende dalede en smule.

Der var en del mysterier og et par små overraskelser. Det er også dét. Bipersonerne syntes at være meget flade og uden særlig meget personlighed.
Det gode ved bogen er, at sproget er fyldigt. Der er ingen tomme huller, hvor man tænker føler sig forvirret eller lignende. Det psykologiske ved Christines hukommelsestab virker troværdigt og er også et stort plus i min bog. Man kan godt savne information og netop dette emne. Hvorfor fik hun hukommelsestab og hvad skyldtes det, osv., osv. Det handler nok mere om interesse for emnet end en nødvendighed for bogens plot i det hele taget.

Hiv fat i Før jeg lukker øjnene hvis du trænger til en anderledes, mørk og mildt tankevækkende roman.