Høstens engle af Alden Bell

Titel: Høstens engle
Originaltitel: The Reapers are the Angels
Forfatter: Alden Bell
Serie: -
Udgivelsesdato: 18. April 2012
Forlag: Iris
Sider: 251

Sprog: Dansk

I en verden, hvor civilisationen gik til grunde for 25 år siden, rejser 15-årige Temple gennem USA’s sydstater, forfulgt af zombier, en ensom hævner og sin egen grumme fortid. Hun er på udkig efter eventyr, forsoning og – måske – en lysere fremtid.

Vinder af ALA Alex Award 2011, nomineret til Philip K. Dick Award 2010, nomineret til Shirley Jackson Award 2010.

Høstens engle er en dystopisk, enkeltstående roman, som jeg havde meget svært ved at lægge fra mig, da første side først var vendt.

15-årige Temple, som på trods af sin unge alder virker meget ældre på grund af sin fortid, har levet alene i mange år. Senest på en øde ø i et gammelt fyrtårn. Da en maddike dukker op ser hun det som et tegn på at hun skal videre. I den verden hun lever i, findes der maddiker og igler. Døde mennesker der er genopstået som en slags zombier, der æder alt – både hinanden og mennesker, hvis man ikke passer på. Men Temple er hårdfør. Hun lader sig ikke dræbe så let. Hun fortsætter sin rejse i Amerika, uden nogen egentlig plan og møder forskellige mennesker og levemåder – på trods af alt den død og ødelæggelse omkring hende. Netop fordi hun ikke finder sig i noget får hun hurtigt fjender.

Persongalleriet er varierende og troværdigt. Hver og en person Temple møder er fyldt med sin helt egen charme. Selv en stum ‘tumpe’, som Temple samler op og tager til sig, begynder man at holde af. Men mest af alt er det hovedpersonen der sætter sig dybt ind i hjertet hos én. Temple er fyldt med charme, gåpåmod, humor og en skøn personlighed. Det er en fornøjelse at følge sådan en heltinde. Selvom hun får meget blod på hænderne undervejs, kan man ikke undgå at holde med hende.

Du skal ikke læse Høstens engle hvis du søger en kærlighedshistorie eller historier der ender godt for alle. Det får du langt fra. Denne bog er barsk helt fra side 1 og jo længere i bogen man kommer, jo værre bliver det. Denne fremtidsverden er chokerende og dybt skræmmende at forestille sig – og super godt skruet sammen af forfatteren!

Sproget er vidunderligt. Det glider derudaf og desværre er det sjældent at man støder på en bog der er så fængende skrevet. Beskrivelser af omgivelser, personer, universet og ikke mindst drab og ødelæggelse er både enkelt og detaljeret på én gang. Mange hændelser er beskrevet direkte kvalmende, men det er fedt og sjældent i ungdomsbøger.

Hvor meget jeg end hader uretfærdigheder, så skal denne bog have toppoint. Den er rå, ætsende og utrolig fængende. Læs Høstens engle hvis du søger en nyskabende, helt fantastisk dystopisk roman, der ikke er for sarte sjæle.