Den Gyldne Nøgle af Lene Dybdahl

Titel: Den Gyldne Nøgle
Forfatter: Lene Dybdahl
Serie: Nøglens Vogtere #1
Udgivelsesdato: 1. Juni 2012
Forlag: Tellerup
Sider: 374
Sprog: Dansk

 

I måneskinnet bliver fantasien og forestillingskraften levende …

Da David og Lauras forældre bliver kidnappet, må de rejse
til Madrid for at lede efter en mystisk gylden nøgle.
Det bliver et nervepirrende kapløb med tiden, da de jages af en morderisk sekt, som vil gøre alt for at få fat i nøglen.
Den Gyldne Nøgle er første del af serien Nøglens Vogtere.
Tvillingerne David og Laura kommer ud på en rejse, hvor gåder, profetier og magiske genstande åbner døre til verdener, de ikke anede eksisterede.

Den Gyldne Nøgle er en rigtig spændende begyndelse på en anderledes serie, som jeg snildt vil anbefale alle der elsker en let magisk historie fyldt med historiske elementer.

Hvis der er noget jeg kan lide, er det, når forfattere skriver en fiktiv roman omkring et emne de er eksperter i. Det er super lærerigt og det er et stort plus ved lige Nøglens Vogtere, da hele historien er inspireret af nogle legender om sultaner mm., og Alhambra. Hovedpersonerne David og Laura på 13 år er fyldt med hver sin charme, men samtidig neutrale i den grad, at de fleste på deres alder vil kunne se sider af sig selv i dem.

Handlingen kan indimellem være lidt sløv og jeg synes at den bliver trukket lidt i langdrag. På den anden side – når der sker noget, sker det hæsblæsende og jeg er vild med den actionfyldte slutning med en kæmpe cliffhanger, der efterlader læseren tiggende efter mere.

Selvom jeg ikke finder bogen helt så fantastisk, som man selvfølgelig altid håber på når man stifter bekendtskab med en ny bog og forfatter, vil jeg forsøge mig med fortsættelsen. Sproget flyder let og det er en fornøjelse engang imellem at læse en bog man ikke skal tænke for meget over, for at forstå handlingen og hvorfor hovedpersonerne gør som de gør.

Den Gyldne Nøgle vil jeg tilmed anbefale til børn og eventuelt højtlæsning. Selvom det kan synes som en lang bog med dens 374 sider, er den ikke tung og er hurtigt læst. De voksne læsere kan nok finde mere interessante bøger at foretrække, men det er også fair, da seriens målgruppe er børn og unge. Eventyr, humor og farverige personer er nøgleordene for årets sommerlæsnings bog.